Sorø er det nye New Orléans

Kæresten og jeg havde længe talt om, at vi godt kunne tænke os, at komme på weekendophold på en kro, et slot eller et hotel et sted inden for landets grænser. Bare et lille getaway sidst i juli, inden arbejdet for alvor skulle genoptages efter en lang og herlig sommer.

Sidst, vi var på ferie, havde jeg fået lov at bestemme destinationen, og derfor overlod jeg valget af geografien for weekendopholdet i Hr. kærestes hænder.

Min tanke var, at vi skulle opleve pur idyl og romantik på et slot i Jylland eller trendy afslapning på et femstjernet hotel i København, men må indrømme at jeg ikke havde set det komme, at hans valg faldt på Sorø.

Min første reaktion var langt fra positiv. Jeg fik nærmest tics, da jeg fik meldingen, og kærestens argumenter virkede alt andet end rationelle.

Efter et mislykket forsøg på, at få turen afbestilt og ombooket til noget smartere, accepterede jeg dog heldigvis situationen og fandt den positive indstilling frem og jeg må nu tilstå, at Sorø er en uforglemmelig lille by på Sjælland, der har uendeligt meget, at byde på.

Vi tog toget til den lille by fredag ved middagstid og besluttede efter check-in på hotellet, at udforske byen. Vi fandt hurtigt ud af, at Sorø er begunstiget af en hyggelig gågade med caféer og butikker, og det betød i høj grad shopping og dermed hundrede procent ja-hat.

Derudover havde vi forinden turen researchet lidt på seværdigheder i Sorø og besøgte efter shoppeturen Sorø Kunstmuseum, som rummer mange værker af blandt andet danske kunstnere som Eckersberg, L.A. Ring og Abildgaard.

Sidst på eftermiddagen ville vi se det berømte Sorø Akademi, og vejret var perfekt, mens vi gik en afslappet tur i Akademihaven. Museet er måske et mere oplagt valgt, hvis vejret er dårligt, men er temperaturene høje, må I ikke gå glip af Akademihaven.

Sorø er geografisk placeret i et naturskønt område med skove og søer og der er derfor rig mulighed for en vandre- eller cykeltur ud i det blå.

Der er tillige mange muligheder for kulturelle oplevelser under et weekend trip til Sorø, men hold fast, for nu bliver det rigtig vildt!

Vi var så heldige, at vores tur til Sorø faldt sammen med Sorø Jazzfestival, en begivenhed som første gang finder sted hvert år i uge 30. Festivallen betyder, at der er flere jazz koncerter på forskellige spillesteder, ikke kun i Sorø, men også i Dianalund, Stenlille og Ruds Vedby.

Skal du forbi Tystrup-Bavelse, kan du også her opleve lækker jazz musik.

Vi havde om aftenen booket et bord på en café, hvor vi kunne opleve Sorø Jazzfestival fra sin bedste side. Koncerten foregik ude i den smukke gårdhave og vi nød begge, at lytte til live jazz, mens vi fik en cocktail efter en perfekt middag. En uforglemmelig sommeraften, hvor vi et øjeblik følte en atmosfære af New Orléans, mens de dygtige musikere spillede løs på trompet, kontrabas og klaver. Pludselig betød det ikke særlig meget, at vi egentlig sad i en provinsby – vi følte os ekstravagante og classy.

Sorø er måske sjældent første prioritet ved valg af romantisk hotelophold, men skal I tilfældigvis afsted i uge 30 og er vilde med live jazz, old school romantik og drinks, kan vi kun anbefale denne by.

Ud over cafégården, som var top hyggelig, kan I for eksempel også bestille et bord på Torvet og her lytte til jazz.

Sorø er en perfekt og undervurderet by i Danmark. De utroligt smukke naturomgivelser og kulturelle oplevelser giver byen en del sjæl, men Sorø Jazzfestival hiver den op til et helt nyt niveau.

facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>